Historie

Det startede med en cykel og en håndhøvl..

I efteråret 1949 startede bedstefar Jens HistorieAugustinus Jensen med sin cykel og en håndhøvl at lave gulve. Et håndværk som er gået igen fra generation til generation. Lige efter 2. verdenskrig var der et stort behov for at få afhøvlede gulve. Indtil denne periode blev der typisk brugt fernis til at beskytte trægulve. Men i 1949 afløste lakken det ferniserede gulv, og der opstod et kæmpe behov for gulvafhøvling. Virksomheden startede uden midler og meget spartansk, men senere blev der råd til et beskedent kælderlokale til cyklen, og redskaber i Løngangstræde.

I 1955 startede sønnen med at hjælpe sin fader og Augustinus Jensen & søn var en realitet. Redskaberne til gulvafhøvling var dengang meget beskedne, der blev brugt en skraber og en håndhøvl samt noget småværktøj. Det betød, at gulvarbejde var et særdeles hårdt fysisk arbejde, som blev udført på knæ i et støvede rum som oftest var kolde om vinteren og varme om sommeren. Med slid og godt håndværk blev der råd til en bil og elektrisk værktøj, og 3 dages ferie blev der også tid til. I 1963 blev den første medarbejder ansat og firmaet begyndte at tage flere og flere spændende opgaver ind. Bl.a. renovering og restaurering af gulve på slottet og herregårde samt vedligeholdelse af store gulvarealer med trægulve hos nogle af danmarks førende virksomheder. Firmaet voksede støt og skiftede adresse nogle gange i de forløbne år, for i 2008 at flytte til nye og større lokaler på Rådhustorvet i Stenløse.